“Frygten for, at maden skulle sidde fast betød, at jeg ikke spiste med andre”

For lidt over fem år siden fik Dagmar Gustafsson udført en ballonudvidelse af spiserøret på grund af synkebesvær. To år senere dukkede problemerne op igen. Men hendes egne lidelser blev skubbet i baggrunden af ​​den døgnpleje, som hendes Alzheimersplagede mand modtog.

Det var først meget senere, at Dagmar blev hjulpet af en talepædagog, der udskrev en IQoro.

Første synkebesvær kom snigende allerede for 10 år siden, men det var ikke for svælget, Dagmar søgte pleje første gang.

Første gang jeg søgte lægehjælp, var det for min mave. Den var oppustet som en ballon.

– Nej, jeg havde et maveproblem. Den var oppustet som en ballon. Via gastroskopi blev det konstateret, at jeg havde mellemgulvsbrok, siger Dagmar, der netop er kommet ind fra haven.

Kræftdiagnose og sorg

At brok kunne være årsagen til problemer i halsen, var der ingen, som havde indset. Men da vanskelighederne intensiveredes, og maden blev hængende halvvejs i struben, blev der gennemført en udvidelse af spiserøret, hvilket fik problemerne til at aftage for en tid.

– Samtidig opdager lægerne, at jeg har kræft i tyktarmen og havde brug for kirurgi. Proceduren gik godt, og i dag er jeg erklæret rask, fortæller Dagmar.

I forbindelse med sin hustrus operation og rekonvalescens blev den syge mand tvunget til at flytte på plejehjem. Dagmar tilbragte tiden sammen med ham der, indtil hans død sidste år.

Jo mere jeg kom mig mentalt, jo mere virkelige blev mine problemer.

Plejesituationen og plejen af hendes mand betød, at Dagmar ikke havde tid til at tænke over de synkeproblemer, som langsomt kom tilbage. De var heller ikke en prioritet i kølvandet på livsledsagerens død, da måneders sorgarbejde og helbredelse fulgte.

– Jo mere jeg kom mig mentalt, jo mere virkelige blev mine fysiske problemer. Af frygt for at mad og drikke skulle sætte sig fast i halsen, afholdt jeg mig ofte fra at spise i selskab med andre, hvilket gjorde mig socialt isoleret.

Seriøs og professionel talepædagog

På sundhedscenteret fik Dagmar ingen hjælp, og efter mange besøg her og der, blev Dagmar stædig og krævede henvisning til halslæge og talepædagog.

Svigerdatteren havde nemlig fundet en avisartikel om en kvinde med lignende problemer. Denne kvinde var blevet hjulpet af en ny behandlingsmetode i form af et neuromuskulært træningsredskab.

Nogen tid senere modtog Dagmar sin indkaldelse til øre-, hals- og næseklinikken på Kullbergska Hospital i Katrineholm, hvor hun både mødte en læge og en talepædagog.

Her var det seriøst og professionelt hele vejen. Det virkede som om, at de allerede kendte metoden.

– Jeg viste dem artiklen og følte omgående, at de lyttede. Normalt skal man jo slås for sin sag, men her var det seriøst og professionelt hele vejen. Det så ud til, at de allerede kendte til metoden, for talepædagogen sagde, at hun selvfølgelig kunne udskrive en IQoro til mig, fortsætter Dagmar.

Ingen grund til at prøve at skjule noget længere

Efter at have nærlæst manualen begyndte Dagmar og lavede de medfølgende synkeprøver, som kun bekræftede hendes problemer. Efter bare ufattelige tre dages træning følte hun, at noget var ændret.

Dagmar træner hårdt med sin IQoro, hvad der har givet resultater

– Det er svært at beskrive, men anderledes, lindrende på en eller anden måde. Fjorten dage senere var jeg i stand til at synke det meste. Det var en stor lettelse, der ansporede til fortsat træning.

Holder styr på sin egen udvikling

Indtil videre har Dagmar trænet i et par måneder og foretaget synkeprøverne hver tredje uge for at holde styr på sin udvikling. Ud over en konstant forbedret synkeevne føler Dagmar en øget muskelstyrke i både ansigt og mund.

Livet har vendt sig på alle områder, og livskraften er kommet tilbage til hende. Hemmelighederne om mad og drikke er kun en erindring, og Dagmar kan godt lide at omgås mennesker, når lejligheden byder sig.

– Jeg er nok skør, men jeg synes det er sjovt at vågne op om morgenen og finde en ny dag, slutter den 87-årige Dagmar Gustafsson og benytter lejligheden til at rose taleterapeut Siv Lithander på Kullbergska Hospital, der lod hende prøve IQoro.